Alterbord og alterbillede

Ved kirkens indvielse var alterbordet forsynet med en opsats, hvorpå der var malet et kristuslam, udført af malermester Trunderup, Randers. Malermester Trunderup havde ligeledes udsmykket den daværende prædikestol med de fire evangelistsymboler: englen, løven, oksen og ørnen.
De fire evangelistsymboler blev taget ud, indrammet og hængt op på kirkens østvæg under pulpituret.

Prædikestolen blev i 1958 udskiftet og erstattet med en muret prædikestol, som i forbindelse med renoveringen i 2008 helt blev afskaffet og erstattet af en læsepult.

Alterbordet nåede ved kirkens indvielse i højden kun til vinduernes underkant. Sidenhen blev kirken betænkt med en testamentarisk gave, som skulle anvendes til en ny altertavle. Testator var frk. Emilie Dinesen, som døde i 1927.

Det blev kunstneren Ellen Hofman-Bang, der fik til opgave at male den nye altertavle. Hun hentede sit motiv i teksten til 27. søndag efter trinitatis, samme tekst, som biskop Johannes Clausen havde talt over ved kirkens indvielse om "forklarelsen på bjerget" (Matthæus 17, 1-9). Billedet blev indrammet i en solid, lys egetræsramme.

Før anbringelsen af det nye alterbillede opførtes et nyt og større alterbord. Det oprindelige alter blev foræret til Nordre Kirkegård, hvor det blev opstillet i børnekapellet. I 1988 blev det skænket videre til Randers Malermuseum.

Nyt alterbord og nyt altertæppe

I forbindelse med en gennemgribende renovering af kirken i 1958 blev det besluttet at sænke gulvet i koret, så en højdeforskel på 4 trin blev reduceret til de nuværende to lave trin. I samme forbindelse blev der opført et nyt alterbord i mursten, som blev pålagt en engetræsplade. Det oprindelige halvcirkelformede knæfald blev fjernet og udskiftet med et trefløjet retvinklet knæfald, som optager mindre plads i koret.
Med tiden opstod der et behov for et nyt tæppe til forhøjningen foran alterbordet. Samtidig var det ønskeligt at forny alterbordsforhænget (antependiet).

Et nedsat udvalg tog på ekskursion til nogle væverier, men fandt ikke, at nogle af de sete arbejder var velegnede til formålet. Først da man havde set udsmykningen på Nordre Kirkegårds Kapel af Jette Nevers, Otterup, stod det klart, at her var en kunstner, som var i stand til at levere det ønskede. Jette Nevers fik af et enigt menighedsråd overdraget opgaven med at væve begge tæpper. Gulvtæppet er udført i diskret grå og sort uld, og antependiets farver er nøje afstemt efter farverne i altertavlen. Mønstret, med korset i midten, peger opade, så der fornemmes en bevægelse op mod altertavlen.