Kirkens historie

Sct. Peders Kirkes første 75 år er uddrag fra jubilæumsskriftet, der blev udgivet i anledning af kirkens 100 års jubilæum i 2002. Uddragene stammer fra jubiluæmsskrifterne fra 1952 og 1977 og er forfattet af sognepræst Einar Bjørnbak og redaktør Axel Rye.

Kimen til en kirke

En bemærkning, der faldt i 1891, blev anledning til, at Sct. Peders Kirke i 2002 fyldte 100 år. Det var Århus Stifts daværende biskop, Johannes Clausen, der til Frederik Wilhjelm, præst ved Sct. Mortens Kirke i Randers, udtalte, at man burde arbejde på at få rejst en kirke mere i Randers. Frederik Wilhjelm blev stærkt optaget af tanken, men da han var ny i embedet, var han ikke straks parat til at gå aktivt ind i et omfattende byggeprojekt.
Ved en bestemt lejlighed i 1894 nævnede Frederik Wilhjelm for borgmester Gustav von Stemann, hvad biskoppen tre år tidligere havde sagt, og det var åbenbart den rigtige mand, Frederik Wilhjelm havde henvendt sig til, for borgmesteren gik omgående ind for tanken om et kommende kirkebyggeri.
De blev ivrige efter at komme i gang, så kirken kunne stå færdig inden århundredeskiftet. Men helt så hurtigt og gnidningsløst, som de to havde forventet, skulle det dog ikke komme til at gå.

Kirkekomitéen dannes

Der blev arbejdet ihærdigt og måbevidst, for allerede det samme år, altså i 1894, nedsattes - nærmest i hemmelighed - en kirkekomité. Denne holdt det første møde den 22. september 1894. Til formand valgtes borgmester Gustav von Stemann. Øvrige medlemmer var pastor Frederik Wilhjelm, bryggeriejer Trampenberg, købmand M. N. Bjerring og sagfører N. L. Barlag.
Ret hurtigt skete der en udskiftning af medlemmerne. Borgmester von Stemann rejste fra byen i 1899. Han afløstes i komitéen af den nye borgmester, P. D. Swane. Bryggeriejer Trampenberg døde kort tid efter, og i hans sted indtrådte sognepræst P. Scharling. Købmand M. N. Bjerring fratrådte pga. sygdom, og hans afløser blev fjordinspektør H. Bruhn, som senere forlod byen og efterfulgtes af isenkræmmer Johs. Koch. Komitéen suppleredes med etatsråd J. Ankerstjerne.
En af komitéens første handlinger var at udsende en opfordring til byens borgere om at yde bidrag til det påtænkte kirkebyggeri. Det skete ved annoncering i byens fire dagblade.
Denne opfordring var underskrevet af 46 af byens borgere. Mere end en trediedel af disse var grosserere og storkøbmænd, desuden en halv snes større håndværksmestre, fem præster, to overlærere, to sagførere, to gårdmænd, stadslægen, obersten, fjordinspektøren, rektoren, missionæren og en hotelejer.
Navnene på komitémedlemmerne og ovennævnte underskrivere viser, at det ikke var helt uberettiget, at to af byens aviser kaldte den påtænkte kirke "de fines kirke".

Modstand mod kirkebyggeriet

Ganske vist så mange med velvilje, ja, næsten med begejstring, frem til at få endnu en kirke. Men der var også fra flere sider en massiv modstand mod kirkebyggeriet.
Kirkekomitéens opfordring gennem aviserne blev et signal til en heftig avisfejde med hvasse angreb på kirketilhængerne. Mens Amtsavisen og Dagbladet støttede kirkesagen, var Arbejderbladet og Randers Venstreblad modstandere og førte an i kampen mod kirkebyggeriet.
Det hævdedes bl.a., at byens kirker, Sct. Mortens og Hospitalskirkens (Klosterkirken), "sagtens kunne rumme dem, der havde lyst til at gå i kirke. Og er der ikke plads nok, kunne der vel holdes gudstjeneste om aftnen eller på hverdage."
Virkeligheden var jo den, at byen ekspanderede kraftigt i nordlig retning. Der var således gode grunde til også at have en kirke på "bjerget". Indbyggertallet i Randers var i oktober 1894 på 18.000, og af disse boede ca. 3.000 i den nordlige del af byen.
En uheldig følge af kirkekampen var, at tilhængere og modstandere kom til at stå så stejlt overfor hinanden, at byen faktisk blev opdelt i to lejre. Men trods megen modstand og mange problemer tabte tilhængerne ikke modet. De fortsatte arbejdet med uformindsket energi og vilje.

Kirkens placering

Byrådet havde med et stort flertal på 16 stemmer mod 1 vedtaget at skænke en grund til kirken - dog med det forbehold, at byrådet selv skulle udpege den. Byrådet disponerede over flere ledige grunde, men anså nok arealet mellem Gl. Hadsundvej og Fabers Allé, hvor Flintebjergcentret (tidl. Sct. Josephs Hospital) ligger, som den bedst egnede.

Kirkekomitéen ønskede en placering længere mod vest og gerne på grunden på Mariagervej overfor Markedspladsen (her blev El-værket senere opført).
Stor uenighed om placeringen resulterede i, at en afgørelse blev udskudt i to år.
Den langtrukne sag endte med, at kirkekomitéens ønske om en grund nær Markedspladsen og Mariagervej blev imødekommet. Det blev dog ikke grunden øst for, men vest for Mariagervej.

Arkitektkonkurrence

Da problemet med byggegrunden var løst, indbød komitéen til en offentlig arkitektkonkurrence med prisoverslag. Overslaget måtte holdes inden for det tidligere fastsatte beløb på 80.000 kr.
Et bedømmelsesudvalg på fem medlemmer skulle udpege vinderen. Der indkom seks skitseforslag. Efter bedømmelsesudvalgets votering kunne det i februar 1898 tildele førstepræmien på 3.000 kr. til arkitekt C.A. Wiinholt, Viborg, som herefter var kirkens arkitekt.

Økonomi

Selvom det på forholdsvis kort tid lykkedes at tegne bidrag på ca. 23.000 kr. som et meget fint resultat af kirkekomitéens udsendte opfordring, var der et langt stykke op til de ca. 80.000 kr., som det var anslået, kirken ville koste - endda uden inventar. Komitéen sendte byrådet en anmodning om et kommunalt tilskud på 25.000 kr., og en lignende anmodning blev sendt til kirkeministeriet om et statstilskud.
Finansudvalget og Folketinget nægtede at yde tilskud med den begrundelse, at det indsamlede beløb på ca. 25.000 kr. var for lille. Det hed i ministeriets skrivelse, at der skulle indsamles ca. 50.000 kr., for at der kunne ydes statstilskud, og der kunne ikke blive tale om kommunalt tilskud. Altså måtte komitéen på ny i gang med en storstilet indsamling, og ved en beundringsværdig indsats i foråret 1899 lykkedes det på forbavsende kort tid at indsamle de manglende 25.000 kr.
Nu syntes alt at være i orden. Men for de efterhånden hårdtprøvede komitémedlemmer varede glæden kun kort, for arkitekt Wiinholt meddelte komitéen i juni 1899, at overslaget på 80.000 kr. ville blive overskredet med ca. 10.000 kr. på grund af prisstigninger på materialer og lønstigninger. Kunne overskridelsen nu dækkes ved et højere statstilskud? Man havde fået 50.000 kr. gennem indsamlinger. Hvis det forventede statstilskud blev 40.000 kr., ville enderne nå sammen.
En anmodnig blev sendt til ministeriet. Igen måtte komitéen indkassere en skuffelse. Statstilskuddet blev kun på 30.000 kr. Altså stod man og manglede 10.000 kr., men komitéen ville ikke iværksætte en ny indsamling. Løsningen blev, at man fandt frem til visse besparelser, bl.a. nøjedes man med at anskaffe én kirkeklokke, og den projekterede konfirmandstue under koret blev slettet af tegningen. Ved disse nedskæringer kom der orden i økonomien.
Kirkebyggeriet blev udbudt i licitation som samlet entreprise. Den 31. juli 1900 åbnedes de indkomne tilbud. Lavestbydende var arkitekt Tage de Fine Olivarius, Randers. Tilbuddet lød på 70.645 kr. Den samlede byggesum for kirken med inventar blev 96.758 kr.

Kirken navngives

Kirkekomitéen havde ønsket, at den nye kirke blev opkaldt efter en tidligere Sct. Petri Kirke, der lå lidt nord for Rådhustorvet. Den blev nedrevet i 1500-tallet. (Arkæologer foretog udgravninger på stedet for nogle år siden. Fundene kan ses på Kulturhistorisk Museum i Randers). Kong Christian IX bifaldt i august 1900 "allernådigst, at kirken tillægges navnet Sct. Peders Kirke."

Grundstensnedlæggelse

Søndag den 16. juni 1901 fandt grudstensnedlæggelsen sted i overværelse af en stor forsamling. Pastor Frederik Wilhjelm holdt tale og oplæste et dokument, som sammen med mønter fra kong Christian IX's regeringstid blev nedlagt i fundamentet ved pillen, hvor prædikestolen er anbragt. Over dette murede han tre sten i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Samme år, den 21. november, hejstes kransen over bygningen.

Kirkens indvielse

Der skulle gå ca. 10 år fra de første tanker om en kirke på bakken blev fostret, til grundstenen blev lagt, men kun ½ år fra grundstensnedlæggelsen til den store kirkebygning stod færdig.
Indvielsen fandt sted den 7. december 1902 - 2. søndag i advent. Biskop Johs. Clausen holdt indvielsestalen ud fra teksten til 27. søndag efter trinitatis, Matthæus kap. 17, 1-9 om "forklarelsen på bjerget". (Teksten er motiv for det alterbillede Inge Hofman-Bang malede 25 år senere).
Biskoppen foretog indvielsen med ordene: "Så indvier jeg dette gudshus i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Jeg helliger og afsondrer dette rum fra verdens handel og larm, at det kan være forgård til Himlen".
Efter biskoppens indvielse prædikede pastor Frederik Wilhjelm, kirkens første præst, ud fra denne søndags tekst fra Lukas kap. 21, 25-36. Præsten sluttede med at sige: "Herren har givet os et nyt sted i Randers til ordets værksted, og kirken skal stå som et talende vidne mod enhver vantro fornægter".
Festlighederne fortsatte i Håndværkerforeningen for et stort antal indbudte. Blandt dem var kultusminister I.C. Christensen. I sin tale sagde han: "I morges kom jeg til Randers, denne mærkelige by, der ligger i en dal og er bygget på højen. Den ligger inde i landet og er dog en søstad. Den ligger langstrakt i dalen og lå i sin tid rundt om Sct. Mortens Kirke. Randers er blevet en stor stad i de senere år. Men ser man fra bakken hen over skoven, som jeg gjorde i morges, da jeg stod på Møllebakken, opdager man kun ét spir, Sct. Peders Kirkes. Spiret ender i et forgyldt kors. Det er meningen, at arbejdet i Randers skal gøres under korsets tegn. Nye venner og nye veje kan svigte, de gamle svigter ikke. Gid korset altid må lyse over livet og arbejdet i Randers."