Åh disse minder

Som barn ung synes vi altid, at de gamle kun snakkede om ”gamle dage.” ”Åh nej”, sagde vi unge til hinanden og vendte det hvide ud af øjnene: ”nu snakker de om gamle dage igen.” Og så gik vi ud og legede eller gik for os selv.

I dag forstår man bedre disse linjer fra sangen: ”Åh, disse minder, det er dem, der livet kulør”

Vi kan have forrygende minder, hvor man vågner op og tager sig selv i at le af noget, der skete for tyve år siden.

Omvendt er der minder, der sender skygger over ansigtet og tynger sindet.

Hvad der skete for mange år siden, sidder i kroppen endnu og sætter stemninger – og dette lige fra første skoledag, afdansningsbal, tab og fødselsdage – stemninger af f.eks. glæde og sorg, skuffelse og forventning.

Forleden talte vores menighedsrådsformand gennem mange år, Bent Møller Sørensen, i forbindelse med det første spadestik til vore nye sognegård v. Sct. Peders Kirke  og nævnte, at  sognegården skal indvies præcis 2. søndag i advent 2020 - ligesom kirken blev indviet 2. søndag i advent i 1902 – og ligesom den blev genindviet efter renovering 2. søndag i advent - og blot ved at henlede opmærksomheden  på denne tradition satte han en stemning af højtid og bevægelse: Vi har fælles minder ved Sct. Peders Kirke … både minder om noget, vi selv oplever ved kirken, – men også minder, som bliver delt med os fra dengang, nogen oplevede det. Vi har noget sammen, vi gør noget sammen på en bestemt måde: Vi holder indvielse 2. søndag i advent. Det binder os sammen.  Og det var bevægende at høre.

Minder er på forskellig vis bevægende.. - og gi'r livet farve og kulør.

Vi mindes Ham, som gav sig selv…

Sådan begynder en moderne nadversalme.

Jesus gav os at mindes ham helt særligt, når vi drikker vin og spiser brød sammen. Han sad med de 12 disciple ved bordet skærtorsdag aften. Her tog Han brødet og sagde: ”Dette er mit legeme som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig/til minde om mig.”    

Det minde er givet videre til os, fra dem, der sad til bords med Ham og huskede Ham. Nu er det vores minde.

Nogen minder glemmer vi helst – andre husker vi gerne tit og ofte, og som kirke og kristne elsker vi at mindes Ham. Det er det, der binder os sammen. Og gi'r vores liv en særlig farve – en stemning af håb – og kærlighed. 

Glemmer vi ham, så dør mindet i os, og livet mister den farve, som Han gav det.

Husker vi Ham, så lever mindet i os og gi'r livet farve af hans lidelse, død og opstandelse.

Nadveren - et fantastisk minde om Ham, som gav sig selv.

Og den er endda mere end et minde - når vi mindes Ham i nadveren, så er han selv til stede midt iblandt os -  og drager os ind i et fællesskab med Ham og alle troende. 

Jeg samler på gode minder

Minder kommer og går, - de skyller ind over os eller vi kalder dem frem i erindringen: ”Pludselig engang, hvor jeg lå med drengene i et telt i regnvejr i de norske fjelde, kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt mindet om min gamle moster og helt glemt at give mindet om hende videre til mine drenge. Det gjorde jeg så – der i teltet i regnvejr.” At samle på gode minder, kan også være at søge minderne ..

Sådan også med Vor Herre Jesus Kristus: Vi kan samle på Hans minde ved at søge det  … i nadveren især.  Det er det, der gi'r livet en særlig kulør.


Ulla Horsholt, sognepræst