At bøje nakken

For mange år siden faldt jeg i snak med en mand, der var vokset op i et frikirkehjem. Han var ikke blevet døbt som barn og da han nåede det vi kalder konfirmationsalderen var det slet ikke et tema at skulle døbes. I sin ungdom droppede han alle tanker om kirke og tro, men det var som om at efterhånden som hans liv udspillede sig, så mærkede han mere og mere en indre uro i sig, som han bedst betegnede som en Guds kalden på ham. Han begyndte at læse i Biblen, og da han fik øjnene op for, hvad Jesus havde gjort for at bryde dødens forbandelse og magt, så blev han ydmyg, sagde han. Han blev så ydmyg så han bøjede nakken, og ja han endte med at bøje nakken så meget, så der kunne hældes tre håndfulde vand over hans hoved. Han blev døbt, for han kunne ikke andet i mødet med Kristus Jesus. Den indre uro han havde erfaret var ikke længere en uro. Det var blevet en følelse af, at Gud nu havde taget bolig i ham. Han blev ydmyg og tænk sig hvilken ophøjelse han modtog på sin dåbsdag, da han blev gjort til et Guds barn og indsat i hans arverækkefølge.

Dåben kom til at betyde at han nu havde fundet sin plads. Samtlige 55 år han havde levet, havde han ophøjet sig selv op på 1. pladsen, den plads han troede skulle være hans egen alene. Den måtte han nu overlade til Gud. Ved dåben kom han til at ydmyge sig og sætte sig nederst, og det betød at han fik den største ophøjelse. For fra da af, fra dåbens dag, kunne han leve i troen på de løfter, som Jesus har knyttet til dåben: at se jeg er med dig alle dage indtil verdens ende Matthæus 28, og jeg vil bevare din udgang og indgang, ikke bare i næste uge og måned, men fra nu af og til evig tid, Salme 121.

Kristian Vestergaard, sognepræst