En brobygger

Først en lille historie. Der var engang to brødre, som boede på to gårde. Mellem gårdene løb der en bæk, men brødrene havde bygget en dæmning og kunne nemt passere bækken for at komme over at hjælpe hinanden eller låne redskaber af hinanden. En dag opstod en misforståelse! Den udviklede sig til et skænderi og til sidst opstod der et regulært brud imellem de to brødre. Den ene af brødrene var så rasende så han tog sin rendegraver og ødelage dæmningen der holdt sammen på de to gårde. Da der var gået en rum tid skete det en morgen at det bankede på døren hos den ene bror. Udenfor stod en håndværker, som spurgte efter arbejde. ”Jo, nu skal du høre: Se derovre bor min bror. Vi hader hinanden, og nu har han taget sin rendegraver og har ødelagt dæmningen, så vi ikke længere kan passere vandløbet. Jeg vil gerne have, at du tager bjælkerne ved laden og bygger et kæmpe plankeværk, så jeg ikke længere kan se min brors gård”.


”Ingen problem”, sagde den omrejsende håndværker. ”Jeg skal arbejde, så du bliver tilfreds med mit værk”. Han gik over for at inspicere bjælkerne og så gik han i gang med projektet. 

Broderen tog samtidig ud for at arbejde på markerne fjernt fra gården og kom først hjem nogle dage senere. Det første han så var, at håndværkeren ikke havde bygget noget plankeværk. Målløs måtte bonden konstatere, at håndværkeren i stedet havde bygget en smuk bro over vandløbet. Det var førsteklasses håndværk og med smukt udskårne gelændere. Det næste, han fik øje på, var hans bror der stod på den anden side af broen med en fremstrakt hånd.

Tøvende gik han ham i møde, men broderen smilede og sagde: "Her har jeg talt ondt om dig, ødelagt dæmningen mellem os og beskyldt dig for alverdens uhyrligheder, og så bygger du en bro til mig?" De faldt hinanden i armene, og inden håndværkeren havde nået at pakke sit værktøj og fortsætte mod nye jobmuligheder, spurgte brødrene om han ikke kunne blive og hjælpe dem videre. ”Nej”, sagde han, selv om han gerne ville! Han måtte videre og bygge broer for andre.

Det er svært at undgå at mærke en eller anden form for varme indvendig, når man læser sådan en historie om menneskers vildfarelser i forhold til hinanden. Samtidig bliver man mindet om de gange man selv har stået eller måske står i en situation, hvor man er blevet uvenner med en man har haft særlig kær. Jo mere vi åbner os for hinanden som mennesker, som brødre, som ægtefæller, jo mere sårbare bliver vores forhold og jo større bliver reaktionen også, hvis tilliden misbruges. 

Det mest citerede vers i vores bibel er nok det sted hvor det siges: 

at Gud elskede verden så højt, at han gav sin søn Jesus, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv Joh 3,16. 

Gud den almægtige gjorde sig sårbar ved at blive menneske, født som et lille spædbarn med det eneste formål at der skulle bygges bro mellem os mennesker og så Gud selv. De bjælker, som Jesus blev korsfæstet på, er bjælker der som i historien er i stand til at bygge bro mellem dig og Gud i himlen. Og det bedste ved det hele er at Gud står med sin udstrakte hånd og fra Ham lyder det ”at den der kommer til Ham vil Han aldrig vise bort” Joh 6,37. 

 

Kristian Vestergaard