Et solstrejf i en vandpyt

Vi kan høre Grethe Ingmann synge ordene,

-        Et solstrejf i en vandpyt
Et lille kindkys af en vind
Og sivet der nynner, at livet begynder
Sit spind i dit sind

Det er begyndelsen på Dansevise og nogen af os kan næsten ikke lade være at nynne med på melodien – og så bliver den hængende resten af dagen, Et solstrejf i en vandpyt

 

Men vi kan også se det for os, et solstrejf i en vandpyt, - vandspejlet fanger lyset og skinner mod vores øjne og måske man endda blive opmærksom på solens genskin i vores eget ansigt.

Et solstrejf i en vandpyt gi'r genskin i mit ansigt… hvem er jeg?

Ja Biblen er skrevet af dem, der tror på, at vi bærer Guds lys eller billede i os, at vi allerede fra begyndelsen er født eller skabt i Guds billede; der er også så meget andet og det er let nok at se: Vi bærer både begær og misundelse, fejhed og had. Men vi bærer også Guds billede i os.


Grundtvig skriver i en salme, at vi mennesker er ”himmelspejl i mulde”, dvs. vi er som en vandpyt, der fanger himmelens lys .

Men hvad betyder det overhovedet? Kan det ikke være lige meget?
Nej, jeg synes faktisk, at især på grå dage, er det opløftende at tænke på, at jeg på en eller anden måde bærer Guds billede:  der ER osse godt i mig og jeg er værdifuld.

En af de gamle kirkefædre, Augustin, sagde det sådan her (det var især til præster, men det passer godt på alle mennesker, der gerne vil give genskin af Guds lys og væsen):  ”En solstråle tager ikke skade af at skinne gennem et kloakrør”.


Endelig er der også Ingemann – ikke Jørgen, men B. S. Ingemann. Han skrev den gode salme, Den store Mester kommer. Han skriver, at vi mennesker er som en sølvklump, der skal renses og lutres, og Mesteren selv arbejder med os: han sidder ved hjertet og former det og skaber det lige indtil han ser sit eget spejlbillede i os; han kalder os et sølvspejl og mesteren glædes, når han ser sig selv i os.

Som vi glæder os, når et solstrejf i en vandpyt rammer os i ansigtet.


Men et strejf er flygtigt. Hvis vi sang hele dansevisen, som lyder glad, så ville vi osse komme til ordene: ”Men os to – hvad med os to?”  Og: ”Hvorfor løb du dog din vej”. Det er den sorgfulde klangbund for den flygtige glæde.

Men i denne her verden, hvor vi glædes flygtigt af solstrejf og sølvfløjt, her er der også noget, der er bestandigt: Det er Guds billede i os og mesterens tålmodige arbejde med at give liv og ånde til os ubestandige mennesker. Hans trofaste ord, Hans ubrudte løfte om tilgivelse og hans evige, elskende blik på vore ansigter er bestandigt.

Må vi mærke hans kærlige blik som solstrejf fra en vandpyt dette forår.

 

Ulla Horsholt, sognepræst