Folkekirken er ved at blive de riges kirke

Sådan lød overskriften i Kristelig Dagblad den 8. januar i år. Her lavede Hans Raun Iversen en kirkeanalyse baseret på tal fra Danmarks statistik, som viser at mennesker i arbejde har markant højere medlemstal end de arbejdsløse. Ydermere tyder det på at dåben har fået en social slagside.

Hvad kan det skyldes? Måske at forældrene ikke syntes de har råd? Det kunne måske hænge sammen med de nye store dåbsfølger? Hvor man førhen blot inviterede en håndfuld mennesker, ser vi i dag at der ofte holdes store fester med 40-60 gæster.

Den samme tendens ser vi også hos konfirmander og brudepar. Jeg møder af og til par som fortæller at de valgte et rådhusbryllup fordi de ikke havde råd til et kirkebryllup.

Det er selvfølgelig i orden at vælge at blive viet på rådhuset, men hvis det er for at spare penge, så skal jeg hilse og sige at det – ud over kirkeskatten – faktisk ikke koster en krone at blive viet i den danske folkekirke. Jeg forstår da godt hvad de mener: brudekjole til 8.000, limousine til 4.000, kuvertpris til 700, ringe til 5000 og så videre, og så videre – et bryllupsbudget på 50.000 kr. hører sikkert til i den billigere ende, hvis vi først begynder at regne det hele sammen.

Men hvem er det der har bestemt at det nødvendigvis skal være niveauet? Vi ser den samme udvikling ved konfirmationer. Konfirmanderne kommer i designerkjoler, har været ved frisør, har fået manicure, bliver hentet i limousine og så videre. Jeg kan frygte at visse forældre, ligesom brudeparrene, ikke syntes de har råd til at komme i kirken fordi de ikke kan leve op til deres børn og deres kammeraters forventninger til dagen. Derfor er der også befriende når en konfirmand, som jeg oplevede for nogen år siden, bliver hentet i en trillebør. I kirken stiller vi nemlig absolut ingen krav til hverken påklædning, transportmiddel, menu eller andre ydre former. Det eneste der kræves er et ja. Vi præster vier og konfirmerer uden skelen til om det sker i gummistøvler eller laksko.

Kirken og præsten stiller altså ingen krav om at det skal være fint. For i kirken er det fine ikke det ydre, men det indre. Således er det fineste og største fuldstændig uafhængigt af store fester, gummistøvler eller laksko, det fineste er løftet om at Guds har set os som dem vi er inderst inde, vi er gennemskuet og set – men vel at mærke set med kærlighed. Det er velsignelsens inderste hemmelighed, som alle dåbsbørn, brudepar og konfirmander ganske gratis sendes ud af kirken med for at leve af, slide på og lade sig inspirere af.

Så lad os gøre op med sagte og usagte forventninger, lad os tale op imod tendensen til at tinge skal være større og dyrere, jeg kan godt forstå de forældre som tænker her kan vi ikke være med, måske skulle vi så hellere lad være. Vi skal huske hinanden på hvad der er vigtig, ikke det ydre men det indre, Guds velsignelse, det er det vi er samlet om.

Hvad kan vi som kirke gøre? Måske vi igen skulle tilbyde hverdagsdåb som tidligere har været praksis her i kirken. Måske kunne en ny form skabe nye traditioner, så vi inkludere flere og ekskludere færre. Det må da være kirken fornemste opgave!

Joan Møller Molbo, sognepræst