Højtid og bristede hjerter

”Hvor er det forfærdeligt, at han er død og så nu midt i julen,” hørte jeg en kvinde sige. Det er altid svært at miste en, vi holder af, uanset hvornår på året det sker. Når et menneske dør i juletiden, bliver det måske endnu tydeligere, hvor meget hellere vi vil fællesskaber end adskillelse. Julen er hjerternes tid, den tid hvor vi er sammen med dem, der betyder allermest for os. Derfor savner vi særlig meget i forbindelse med højtiderne.

Er der en Gud over stjernernes toppe,
en magt der nu lytter og våger deroppe,
en Gud der kan høre det svageste råb
og ændre min afmagt til glæde og håb?

Sådan lyder et lille digt skrevet af Michael Nielsen, som i en årrække var præst i Vrå. Michael blev ramt af livstruende sygdom, men afmagt blev lykkeligvis vendt til glæde og håb, for Michael overlevede sygdommen. 

Sådan går det ikke altid. Nogle gange står vi mennesker bare tilbage med afmagten – kraftesløse og med det samme spørgsmål på læberne: Er der en Gud over stjernernes toppe? Og hvis svaret er ja, hvorfor hører han så ikke vores råb? Sådan kan vi spørge, når sygdom og død kommer tæt på. Hvor er Gud i alt det her? Hvorfor forhindrede han ikke, at det skete? 

Når vi mister en af vores kære, mærker vi sorgen og savnet, som truer med at tage livsglæden fra os. Alt bliver gråt i gråt. Farverne forsvinder, og mørket vinder indpas i vores sind.

Når hjertet formørkes
Og alt går i gråt,
Når regnbuen blegner
Og livet bliver småt-
Så falmer al glæde 
som efterårsløv,
Ja alt hvad der groede
bliver aske og støv!
Formørkede hjerte – 
du slukker det lys,
hvor livet kan leves
hvor livet fornys!

Da det så allermest sort ud i Michaels liv, skrev han de vers om det formørkede hjerte. Mange kender følelsen af et formørket hjerte, når sorgen fylder. Alt minder om den der savnes og det smerter.  

Et sted, en stue, et hjem bliver underligt tomt, når den som vi holdt af ikke længere er der. En opslået bog, en stol eller et par gamle sutsko kan vække savnet men også minderne til live. Minder om det menneske der var lyset i vores liv. Det kan føles som om lyset er blevet slukket, for den der ikke er her mere og i ens egen hjerte.

Her må vi huske på er at hvert eneste menneskehjerte er et lys tændt af Gud, og det lys holder ikke op med at lyse, fordi det menneske dør, for den Gud vi tror på, har vundet over døden, da hans søn døde på korset. Det er også derfor, vi fejrer hans søns fødsel. Fordi Jesus har betydning for såvel vores liv som for vores døde. Glæden blev født dengang for over 2000 år siden. Glæden som kan være så svær at finde, når man skal fejre jul uden sine kære. 

Men Jesus er den, der igen og igen insisterer på at glæde os, men også på at vi skal glæde hinanden. Nogle gange har vi ikke kræfter til at give. Nogle gange må vi bæres. Man kan godt blive båret af andre menneskers hænder, men man kan også blive båret af det håb vores Gud giver os. 

Nemlig at han er hos os, fra vi fødes, til vi dør. Også når vi ikke kan mærke ham. Også når det føles, som om vores råb bare giver genlyd - som i et tomt rum. 

Vi har en Gud, som følger os på livets rejse. Der er en Gud over stjernernes toppe. En Gud som ønsker, at håbet om det evige liv skal lyse i vores hjerter, så glæden igen kan finde bolig hos os. 

Tænk at få lov til at leve på ny,
møde et mørke der viger,
gå i en smilende, leende by,
mærke en livslyst der stiger.

Sådan oplevede Michael det at komme tilbage til livet fra sygdommens mørke. Sådan tror jeg, det er at lande i den levende Guds arme. Men sådan kan det også være at vågne op til livet igen efter et stort tab. På trods af den store sorg det er at miste, så skal livet stadig leves. Der er stadig mennesker, der har brug for os. 

Lyset i mørket er lyset fra Gud,
lyset, der stråler og skinner,
Kristus er lyset i verden sendt ud,
lyset, der sejrer og vinder.

Skærm vore døde og giv dem din fred,
tænd du dit lys over graven,
giv dem et solfyldt og blivende sted
hjemme i paradishaven.

Joan Møller Molbo