Hospitalspræst - Hvad laver du?

”Præsten bliver brugt, hvor det meste er sluppet op: behandlingen, sproget, livsmo­det, meningen, håbet eller livet selv. Der bliver grebet ud efter præsten ikke kun ved døden, men også i akutte situationer, når tilværelsen vælter. Præsten kommer derfor ofte på banen før psykologen. 90% af arbejdet foregår i kaotiske rum, hvor håb, tvivl, tro, fortvivlelse, angst, fred og forløs­ning veksler. Rollen er meget tydelig, og identiteten består af to integrerede dele: man skal kunne være i rum, hvor der er både levende, døende og måske døde. Være parat til en sjælesørgerisk kontakt og til at være nærværende, også når ordene slipper op. For det andet skal man være parat til at foreslå og lede et rituelt liturgisk forløb”

 

Sådan skriver forhenværende hospitalspræst ved Regionshospitalet Silkeborg Christian Højlund i rapporten om hospitalspræsters arbejde der blev offentliggjort den 15. marts 2013, og herved beskriver han med få ord hospitalspræstens arbejde og opgave.

Grundlæggende elementer i åndelig omsorg er samtale og nærvær. Det kaldes almindeligvis sjælesorg. Ikke alle samtaler handler om tro eller Gud; de kan handle om sorg og tab, om ensomhed, tvivl, skyld, mening, meningsløshed osv. Uanset emnet er sjælesorgen båret af det kristne menneskesyn, at hvert enkelt menneske er uendeligt værdifuldt.

Det kristne menneskesyn taler om mennesket som en helhed af både krop, sjæl og ånd. Det betyder også, at et arbejde drevet ud fra et kristent værdigrundlag må tilbyde en omsorg, som rækker sig til det hele menneske:
- Vi må møde menneskets legemlige behov, hvilket vil sige, at vi må forholde os til kroppen og dens behov                                                                                                                                              - Vi må møde menneskets sjælelige behov, hvilket vil sige, at vi må forholde os til følelserne og til de mellemmenneskelige forhold.
- Vi må møde menneskers åndelige behov, hvilket vil sige, at vi må gå i dialog om de store eksistentielle spørgsmål om livets mening, døden osv.

For den, der bliver ramt af alvorlig sygdom og får døden tæt ind på livet, bliver der vendt op og ned på alting og spørgsmål om mening, skyld og skæbne, om tro og gudsbillede og evigt liv kan blive yderst aktuelle.

Det er uden tvivl samtalerne, det være sig med patienter, pårørende eller personale, der fylder mest i det daglige arbejde for alle hospitalspræster, men der er også mange andre opgaver der skal varetages. Hospitalspræsten holder gudstjenester, andagter, fortager nøddåb, og nødvielse og er ofte med til udsyngning fra kapellet ved dødsfald. Præsten er også en del af Det Palliative Tema og er med til ugentlige konferencer. Præsten kan også blive brugt til undervisning og konsulentopgaver. Det kan være i forbindelse med en temadage eller som underviser for afdelingens personale, patienter og pårørende.

For mig at se er det folkekirkelige nærvær vigtigt på de danske hospitaler, og rapporten konkludere da også:

Effektivitet vil også i fremtiden være et gennemgående krav i samfundet, det er der næppe nogen tvivl om. Men midt i denne stræben efter det effektive samfund kan det enkelte menneske føle sig alene med sin tvivl og sin angst i mødet med det ukendte i behandlersystemet. Det gælder for patienten, og det gælder for den ansatte. Derfor er det af afgørende vigtighed, at folkekirkens præster fortsat kan være til stede på vore hospitaler, med tilbud om vejledning og trøst i eksistentielle og ån­delige spørgsmål. Uanset hvor effektivt vort samfund trimmes til at være, vil der altid være brug for et tilbud om kristen tro og trøst.

Joan Møller Molbo

Hospitalspræst - Joan Møller Molbo