Labyrinten og den røde tråd

En ældgammel græsk myte fra før Kristi fødsel fortæller om Theseus. Han er søn af kong Aigeus fra Athen. Som voksen bliver han klar over, at byen Athen er blevet pålagt en frygtelig straf af kong Minos af Knossos på Kreta. Unge mænd og kvinder skal jævnligt
 sendes til Knossos, hvor de bliver ædt af uhyret Minotauros. Theseus beslutter sig for at deltage i en af disse grupper, selvom han far beder ham om at lade være. Han lover, at han nok skal komme hjem igen, og at skibet vil bære hvide sejl som tegn på hans sejr. På Kreta forelsker kong Minos' datter, Ariadne, sig i Theseus og hjælper ham til at dræbe Minotauros. Uhyret er spærret inde i en labyrint. Men Ariadne giver ham våben og tillige et garnnøgle, som han skal binde fast ved hulens indgang og rulle ud, når han går ind. Ved hjælp af det kan han finde vejen tilbage ud af labyrinten. Til gengæld kræver Ariadne, at Theseus skal tage hende med sig væk fra Kreta. Det lover Theseus, han besejrer Minotauros og flygter bort fra Kreta med Ariadne. Men på vejen tilbage efterlader han hende på en lille ø og da han sejler ind til Athen, glemmer han at hejse de hvide sejl. Hans far ser de sorte sejl og begår selvmord af sorg. Derefter bliver Theseus konge i Athen.
I middelalderen overtager kirken labyrinten som et symbol på livets vej. Den kan være udført som en dekoration i kirkerummet, men kan også være lagt i gulvet, så man rent faktisk kan gå rundt i den og lære livets gang at kende. Man går mod graven i centrum. Vejen kan synes lang og indviklet, men holder man ud, når man målet. Og har man vandret med Kristus, kan man gå ud til "en opstandelse, der ligner hans" (Romerbrevet 6, 5). Nær indgangen til San Martino katedralen i Lucca i Norditalien ses en smuk labyrint anbragt på en pille, så den kun er til at "gå" med blikket. Den ledsages af en latinsk tekst, hvori det hedder: "Dette er labyrinten fra Kreta, som Daedalos byggede, som Theseus trængte ind i, og som han ikke var kommet ud af, hvis det ikke havde været for Ariadnes tråd. Alt af kærlighed".

<figure></figure>

I kristen sammenhæng kan "tråden" ses som kærligheden fra Gud, der følger os livet igennem. Tænk på det løfte, som bliver givet os ved dåben, hvor Jesus siger: Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Og så er kærlighedens farve som bekendt rød.
Menneskets vej gennem livet sammenlignes ofte med vejen gennem en labyrint. Og det er slet ikke så dum en sammenligning.
En labyrint er jo et uigennemskueligt system af gange, hvor det som regel kun er én bestemt rute igennem gangene, der fører til målet. Ser man labyrinten ovenfra, kan man sagtens se, hvilken rute man skal vælge. Men når man befinder sig inde i labyrinten, forsvinder overblikket og man forsøger sig frem på må og få.
Det ligner jo til forveksling de erfaringer, livet giver os. Vi kender alle til det ikke at kunne finde vej og til det at løbe ind i en blindgyde. Vi kender til både omveje og vildveje. Og når vi kigger tilbage, så ser vi tydeligt, hvornår vi var på afveje. Men da vi stod midt i det, så vi det ikke. Søren Kierkegaard siger det så rammende: "Livet leves forlæns, men forstås baglæns".
Og måske lever vi så meget 'forlæns' nu om stunder, at der sjældent bliver tid og ro til at 'forstå baglæns'. For hvornår giver vi os tid til at snakke med hinanden om de veje og vildvej, vi har taget gennem livet?