Med Kristus i passet - er det passende?

Det er rejsetid for mange danskere og passet skal med i lommen, når vi rejser udenlands. En Roskilde-borger har lagt mærke til, at man har indsat Kristus billedet fra Jellingstenen i passet. Han mener, det krænker religionsfriheden. "Jeg vågner ikke op hver morgen og er krænket. Men jeg har altid følt det forkert, at rende rundt med en korsfæstet Kristus i inderlommen, tæt på mit hjerte", siger den berørte Roskilde-borger.
Måske har han ret. Et pas er en personlig ting. Med det legitimerer vi os, når vi rejser udenfor Danmarks grænser. Det fortæller, hvem vi er og hvor vi kommer fra.
Men før man når så vidt i passet, er der lige billedet af den korsfæstede Kristus. Har man sig selv og sin personlige frihed kær før noget andet, så kan det naturligsvis virke provokerende.
Man kunne have indsat et andet billede fra Jellingstenen - billedet af løven med slangen omkring sig. Ingen ved nemlig med sikkerhed, hvad den betyder.
Manden med korsglorien og de udstrakte arme genkender vi derimod med det samme. Han er ikke en hr. hvem-som-helst, men netop centrum i den kristne tro og derfor ikke uden betydning.
Den berørte Roskilde-borger føler åbenbart, at han bliver påtvunget den kristne tro, når den korsfæstede Kristus optræder lige netop på det papir, som skal godtgøre, hvem han er. I et land med religionsfrihed synes han ikke, at det er passende. Nu kan man spørge, hvorfor lige netop det billede er havnet i danskernes pas. Jeg har ikke fundet noget officielt svar, men svaret er nok i virkeligheden meget enkelt.
Lige udenfor kirkedøren i Jelling står der to runesten. Den lille har kong Gorm sat over sine kone, Thyra. På den nævnes Danmarks navn for første gang på dansk jord. Kong Gorm dør omkring 950, men efterfølges af sønnen, Harald Blåtand, som efter at være gået over til kristendommen giver sin far og mor en kristen begravelse. Ved den lejlighed sætter han den store Jellingsten med indskriften: "Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyre sin moder. Den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne".
Den sidste sætning står under nordens ældste Kristus billede. Derfor kaldes den store Jellingsten også for Danmarks dåbsattest.
På den baggrund har man uden tvivl fundet det passende at gengive billederene fra den store Jellingsten - og særligt billedet af den korsfæstede Kristus - i det pas, som også skal fungere som nationalt legitimationskort.
Danmarkshistorien er vi jo som danskere fælles om. Vort liv er givet med det, vi er rundet af og dertil hører den kristne tro, som på mange måder har formet vores måde at leve på.
Havd gør det, at vi står ved det i vores pas? Selvfølgelig gør det noget, hvis det kaster skam over os. Men gør den korsfæstede Kristus det?
Det særlige ved den korsfæstede Kristus på Jellingstenen er, at han ikke hænger på et kors. Han er derimod fastholdt af bånd, der snor sig omkring ham. Disse bånd minder om det, man kalder drageslyng, en særlig nordisk ornamentik, som hentyder til Midgårdsormen, som i den nordisk mytologi omkranser jorden. Den er en dræber og kan her være tegn på det ondes nedbrydende kræfter.
Da kong Harald blev døbt ca. 960, havde kristendommen allerede været i Danmark i 250 år og havde modstandere og tilhængere. Selvfølgelig kan kongen have antaget den kristne tro af politiske grunde, men han kan også selv være blevet grebet af den og fundet den gavnlig i opbygningen af landet.
Noget kunne tyde på det sidste. På Jellingstenen er den korsfæstede nemlig skildret som den sejrende. Vel fik vold og ondskab og død krammet på ham, men de magtede ikke at knække den kærlighed, han havde til mennekser - hverken til dem, der svigtede ham og heller ikke til dem, der slog ham ihjel.
"Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden" (Johs. 13, 34)
Disciplene blev grebet af denne kærlighed. De fortalte om den og delte ud af den, så den forplantede sig og blev til virkelighed for mennesker, som læmngtes efter at blive anerkendt som mennesker.
Med kirkerne kom plejen af de syge. De spedalske kunne være med i fællesskabet ved nadveren, selvom de modtog den igennem et lille hul i muren. Man fik tillid til Jesus som Kristus, Guds søn og verdens frelser, for med den tilgivelse, han var ensbetydende med, var man ikke længere underkastet sin egen og andres dom. Kærlighedens anerkendelse gjorde livet nyt. Livets mange muligheder åbnede sig igen for en. Man var fri til at være det menneske, man var og fri til at handle ikke først og fremmest for sin egen skyld, men til fælles bedste.
Med den korsfæstede Kristus i inderlommen tæt ved hjertet skal man derfor passe på, man ikke bliver påvirket til at anerkende og elske sit medmenneske som man selv er anerkendt og elsket. Man kunne jo gå hen og miste sin selvoptagethed og sin rethaveriskhed. På den anden side kunne det nu nok være ganske klædeligt for enhver, der rejser ude i det fremmede.
Birgitte Strand-Holm