Nu er tiden kommet

- til at sige TAK for mange gode år som sognepræst ved Sct. Peders Kirke. Næsten 23 år er gået siden min indsættelse i efteråret 1993.

Det var ikke mit første embede. I 7 år havde jeg været sognepræst i et lille landsogn på Sjælland. Det var også et godt sted at være præst, men da min mands arbejdsplads flyttede fra Lyngby til forskningscenteret i Foulum, så begyndte vi at se os om efter et ledigt embede i nærheden.

Det blev Sct. Peders Kirke i Randers. Et rigtigt bysogn med mange kirkelige handlinger, mange konfirmander og mange dåbssamtaler. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg søgte til Randers. Derfor er jeg også menighedsrådet en stor tak skyldig, at de ville have mig som deres sognepræst. 

Der har været mange spændende opgaver. Også udfordrende opgaver. Opstarten af mini-konfirmander var en af dem. Sidenhen blev det konfirmandundervisningen, der for mig meget gerne måtte udfolde sig via konfirmandernes kreative evner. 

Men den største og mest givende udfordring har nu altid været arbejdet med formidlingen af evangeliet. Man er selv ramt af det, men langt fra færdig med det. Hver gang en prædiken skal forberedes, åbner teksten selv for nye indsigter. Evangelisterne har før en selv udlagt evangeliet om Jesus Kristus og pludselig kan man mærke den glædelige befrielse, der ligger gemt i ordene. Man bliver vild efter at give den videre, så glæden kan brede sig. Men hvordan? Der skal jo ikke tales hen overhovedet på folk. Der skal tales til folk dér, hvor de er. Det er opgaven og det har altid været en udfordrende, men også dejlig opgave. 

Som præst er man kaldet til at betjene de mennesker, som søger til kirke – til gudstjeneste, dåb, bryllup eller begravelse. Jeg har mødt stor tillid og imødekommenhed. Det takker jeg for. Mange tager del i gudstjenesten søndag efter søndag og uden dem ingen gudstjeneste. Nye mennesker dukker op ved kirkekaffen og ved andre af kirkens arrangementer. Det har været en glæde at være med til det hele og mærke at fællesskabet lever. 

Det har også været en glæde at få lov til at arbejde sammen med de trofaste menighedsrådsmedlemmer, det meget dygtige personale, de mange frivillige hjælpere og tillige gode kolleger. Uden dem til at inspirere og korrigere skøre ideer ville det slet ikke have være så berigende som det faktisk har været.

Nu er tiden så kommet. Jeg går på pension. Ikke for at lægge mig ned. Det er jeg alt for nysgerrig til. Præstekjolen får lov at hænge i skabet, men ikke interessen for teologi og heller ikke lysten til at udtrykke mig kreativt. Det bliver spændende at se, hvad en ny tid vil bringe.

Birgitte Strand-Holm

Søndag den 29. maj holdt Birgitte Strand-Holm afskedsgudstjeneste. Efter gudstjenesten var menighedsrådet vært ved en reception i Sct. Peders Hus, hvor der var over 80 deltagere.