Skår i glæden - glæden i skårene

Kaffestellet var hendes ømme punkt. Når vi vaskede op sammen, sagde hun altid: Nu passer du på. De kopper har jeg møjsommeligt sparet sammen til. Og jeg tror ikke de fås mere. Lad hellere mig vaske, så kan du tørre! Da min mor døde arvede jeg kaffestellet. Med arven fulgte ansvaret. Og så tabte jeg en kop på gulvet! Hun så det ikke. Alligevel hørte jeg hendes opgivende stemme: Jeg sagde jo, at du skulle passe på! Når noget gik i stykker, plejede hun ellers at trøste med ordene: Det er kun døde ting. Men med kaffestellet var det anderledes. Bag det lå der afsavn, tålmodighed og endelig glæden ved at kunne dække et nydeligt kaffebord for gæsterne. Nu er kaffestel uden skår ikke det vigtigste i denne verden. Men her kan det bruges som et billede på livet, vi så gerne vil opnå.

Vi arbejder ihærdigt på at skabe os et godt liv. Nej, ikke bare et godt liv. Et perfekt liv. Med afsavn og tålmodighed, for det skal kunne præsentere sig, så det kan blive set og beundret. Der må for alt i verden ikke gå skår i det, for hvad er det hele så værd? Men det er en umenneskelig kraftanstrengelse sådan hele tiden at skulle passe på sig selv og sit eget liv, så der ikke går noget i stykker. Verden omkring os og i os, sender os jo hele tiden ud i nye uventede og uønskede retninger. Et uvejr. En skilsmisse. En depression. En finanskrise. En fyring. En livstruende sygdom. Et dødsfald. Hvordan undgår vi, at der sådan går skår i glæden? ? Det gør vi ikke! Men det er heller ikke det afgørende. Det afgørende er, om vi kan se stedet, hvor alt er tabt, som stedet, hvor vi får givet en ny begyndelse.

Trælkvinden Hagar er en af de bibelske skikkelser, som aldrig har haft mulighed for selv at handle. Andre har styret rundt med hende.  Da Sara ikke kan give Abraham en arving, må Hagar lægge krop til. Hun føder Abraham en søn, som får navnet Ismael. Men så bliver Sara til sin store overraskelse alligevel gravid. Endelig får hun og Abraham den søn, de så længe har ventet på. Han får navnet Isak. Abraham er glad for begge sine sønner. Men Isak er arvingen. Det må Abraham for alt i verden ikke glemme. Derfor beder Sara Abraham om at sende Hagar og hendes søn ud af huset. Det gør Abraham - meget mod sin vilje. Han sender Hagar og den lille Ismael bort ud i ørknen. Og dér sidder Hagar så - fortabt - uden nogen form for håb eller udsigt til ændring. Det eneste hun kan er at lægge barnet så langt væk, at hun ikke kan høre dets lidelser, mens det dør af tørst.

Men lige netop dér, hvor alt går i skår, dukker en engel op med ord fra Gud. Hvad er der i vejen, Hagar? Vær ikke bange, for Gud har hørt drengen dér, hvor han ligger. Gå hen og løft ham op og pas på ham, for jeg vil gøre ham til et stort folk. Da får Hagar øje på en brønd. Hun fylder sin vanddunk, giver drengen noget at drikke og pludselig er stedet som forvandlet. Nu er det ikke mere fortabelsens sted, men stedet, hvor et nyt liv kan begynde.

Det gamle Testamente er fuld af den slags fortællinger om mennesker, der ligner os. Fortællingerne er som spejle. Vi genkender os selv og virkelighedens barske vilkår. Men fortællingerne åbner også for noget andet - noget som vi ellers ikke ville se. Nemlig at når vi som Hagar havner dér, hvor der ikke længere synes at være noget at regne med, håbe på eller leve for, så må vi vide at forvandlingen er en mulighed. At det stadig er muligt, at Gud griber ind og skaber opstandelse dér, hvor vi troede at alt var lagt i skår. Indgriben, handling, forvandling, liv og velsignelse er altid en mulighed dér, hvor Gud er.

Og Gud er, hvor vi er. Også når vi mindst venter det. Det bliver for alvor klart, da Jesus dukker op. Man kan sige - måske lidt bagvendt - at da Gud bliver menneske, da viser han for alvor, at han er Gud. Han viser sig guddommelig - guddommelig i sin kærlighed og i sin tilgivelse. Han er ikke en noget-for-noget Gud, men netop den, der giver sig uforbeholdent. Det er det grundlæggende. Han gør det i mennesket Jesus, som går helt ned i døden for os, for at det liv, han kommer med til os, kan rejse sig med fuld styrke lige her, hvor vi er.  

Tænk på fortællingen om den barmhjertige samaritaner i Det nye Testamente. Vel handler den om, hvor vigtigt det er, at vi stopper op og giver os tid til at hjælpe dem, som ikke mere kan hjælpe sig selv. Men den handler også om noget andet. Om hvor vanskeligt det undertiden er at blive fundet, og hvor afgørende det er, at nogen finder én. For først da findes man. Først da er man til. Samaritaneren stopper op. Men hvorfor lige ham? Den helt forkerte? Ham ingen havde regnet med?

Det overraskende i fortællingen er, at vi kommer til at se samaritaneren ikke kun som et menneske, men som et særligt menneske, nemlig Jesus. Han er Kristus, og lige præcis deri er håbet. Når vort livs kaffestel tabes på gulvet, når der går skår i glæden og alt synes tabt, så findes vi af ham og for ham. Så er han glæden midt i skårene. Han reagerer ikke småligt, men storsindet og kærligt. Han kommer til os, bryder ind hos os, vender os om mod livet og lyset. Stopper op og giver os af sit liv.

Eller sagt med andre ord: Når alt er sagt, når mismodet og håbløsheden har godt fat i os, når skilsmisse, sygdom og død truer med at skygge for livet, når vi som Hagar sidder udslukte i fortabelsens ørken, så er der mere at sige. Selv når alle ord er brugt og der ikke er mere at sige, så er der mere at sige. Vi kan ikke, men Gud kan i Kristus, den korsfæstede og opstandne. Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. Du hører til hos mig. Altid! Ordet er som lyset i mørket. Det falder ind over os, ind over skulderen på os, så vi pludselig kan se stedet, hvor alt er tabt, som stedet, hvor vi får en ny begyndelse. Det allermest afgørende er at Gud fortsat vil os. Han er og bliver glæden midt i skårene.

Birgitte Strand-Holm