Snart er det faste

Hvad var det dog der skete skrev Kaj Munk i sin smukke Anemonesang, den første dag i marts. Det var den dag at hans vinterfrosne hjertes kvarts måtte smeltes ved at se, hvordan den lille anemone gennembrød den frosne jord. Et smukt syn er det når vintergækker, erantis og anemoner trodser vinteren og baner sig vej op igennem den kolde jord. Forårsbebudere kalder vi dem for de varsler at nu er vinteren snart slut.

En anden forårsbebuder er fastelavn og den 40 dages periode der går fra askeonsdag, i år 1. marts, og så frem til palmesøndag, hvor påskens begivenheder igen skal fejres.     

Se vi går op til Jerusalem, sagde Jesus til sine disciple en dag, og der begyndte Jesu vandring mod den første skæbnesvangre men også verdensomvæltende påskefejring. På samme måde har lyder det i kirken ved indledningen på fastetiden, se vi går op til Jerusalem, for askeonsdag begynder vores vandring mod påsken.

Fra gammel tid var fasten en periode, hvor man afholdt sig fra fest og farver og forberedte sig på påskens begivenheder. For nogle betød det fravalg af mad og for andre betød det mådehold og afsavn af det som vi forsøder tilværelsen med.

Faste er grundlæggende afholdenhed og at lægge noget til side for at give mere plads og blive mindet om det vi er på vej i mod. Jerusalem, og påske.

Fasten er ikke en gerning, som i sig selv bringer dig tættere på Gud. Men man kommer tættere på sit eget hjerte, og hjertet bliver stille for, hvad Gud vil sige. I fastetiden er det meningen at hjertet skal slå sine øreklapper ud. Fasten kan bruges til fordybelse i det som er vores tro og relation til Gud, og skal det ske og lykkes så vil det være mest nærliggende, at afsætte lidt mere tid til andagt og bøn. Det er faktisk en glimrende måde at give mere plads for Gud i sit liv.

Vi lever godt i vores del af verden og det er næsten som om Gud på en særlig måde har åbnet sin hånd og rakt sine gaver til os i Danmark, så vi ikke mangler noget til livets ophold. Her må vi bøje os dybt i taknemmelighed og samtidig ikke glemme, at det er os selv, der vælger, hvordan vi vil forvalte alle de Guds gaver, som vi kan glæde os over hver eneste dag. Det er her, fasten kommer ind i billedet. At faste er at tage sig selv alvorligt og at tage sit liv med Gud alvorligt. Det er at tænke stort om livet og forvalte den Guds gave, det er at være menneske og så ellers kigge frem mod Påsken. 

Se vi går op til Jerusalem til påskens ydre begivenheder. Lad os bede Gud om at han til stadighed vil åbne vore hjerter og vort indre i den kommende fastetid, så vi også må vandre med på vejen til Jerusalem og som der står i en salme DDS 172, I Jerusalem, at skue hvor Jesus Krist, Guds søn i synderes sted må lide. God fastetid.

 

Kristian Vestergaard, sognepræst